Endnu er der en halv sæsons tid til næste udgave af det traditionsrige Venø Rundt, men et forår er aldrig så langt, og arrangørerne har allerede blikket rettet mod dette års store begivenhed Lørdag d. 8. juni. Således mellem det seneste og det næste, går tankerne naturligt tilbage til sidste års solbeskinnede 4 Hour Race d. 2. juni. Smukt var det som ventet at se de mange forskellige sejlere på vandet. Hæsblæsende blev det dog ikke, knap blæsende overhovedet, men med så stort og mangfoldigt et deltagerfelt, gav det vejrlig også gunstige forhold for nogle. Så mens surfere og sejlere sled i det, stod skumsprøjtet synligere om havkajakkerne, der i det vindstille farvand satte rekordtider for den ca. 19 kilometer lange strækning.
Dette års udgave byder i øvrigt på forandring for netop kajakkerne, idet tur- og havkajak roerne, i anerkendelse af hver båds unikke egenskaber og særegne væsen, bliver tildelt sin egen kategori, og således kan roeren uanset hvilken af de to bådtyper, man måtte vedkende sig, glide i vandet i den trygge forvisning om kun at skulle måle sig med sine egne.
Ellers er alt ved det gode gamle: Der sejles fire timer, den, der kommer længst, har vundet og vi gentager også succesen med samlet start og sejlretning for alle; SUP’s, windsurfere og kitesurfere, kajakker og sejlbåde i én imponerende line up.
Hvad der heller ikke er nyt er, at Danmarks Grønneste Løb igen i år sørger for aktiviteter til dem med hang til fast grund under fødderne og lægger smukke ruter rundt på Venø, der kan nydes korte eller lange, gående eller løbende efter behag.
Skulle vi trods alt håbe på lidt fornyelse, kunne dette års vejrgud passende uddele lidt mere bogstavelig vind i sejlene, men en af fordelene ved det danske vejr er jo, at det næsten aldrig bliver så dårligt, at det ikke er godt for nogle…
Alt i alt lægges der nok engang op til en festdag for såvel fodfolk som vandhunde, en dag, hvor lille Venø viser, hvor stor den i virkeligheden er.
Yderligere informationer vil utvivlsomt tilflyde, men vi glæder os allerede nu til at se alle til Venø Rundt 4 Hour Race Lørdag d. 8. juni 2019.
Nyd foråret sålænge.
Venø Rundt